Kåret igen igen igen

Sønderjysk kro laver hattrick som Årets Hotel 

For tredje år i træk kårer danskerne Agerskov Kro og Hotel som Årets Hotel. Gæsterne roser især værtskabet og maden på den sønderjyske kro.   

 

Årets Hotel er en brugerpris, hvor gæsternes bedømmelser afgør, hvem der fortjener at vinde. For tredje år i træk er det Agerskov Kro og Hotel, der løber med førstepladsen, og som hermed er det mest anbefalelsesværdige hotel i Danmark.  

 

Prisen uddeles af den landsdækkende hotelkæde, Small Danish Hotels, og vinderen kåres på baggrund af bedømmelser fra gæster, der i løbet af 2017 har overnattet på et af kædens godt 80 kroer og hoteller.

 

Gæstebedømmelserne for 2017 giver Agerskov Kro og Hotel den højeste score, og det er særligt værtskabet, maden og engagement i gæsterne, der nu for tredje gang gør kroen til gæstefavorit. Og selv om pokalen efterhånden har limet sig fast til den sønderjyske hotelskranke, er Årets Hotel på ingen måde en pris, man kommer sovende til. Sådan lyder beskeden fra prisens afsender.  

 

”Det er benhårdt arbejde at drive hotel i Danmark, og der skal en enorm indsats til at have succes på den danske hotelscene. Ikke mindst uden for de store bykerner, hvor et højt gæstetryk ikke er en selvfølge. Prisen er tænkt som en anerkendelse af det store arbejde, der bliver lagt på de danske hoteller hver eneste dag, og så er prisen ikke mindst gæsternes cadeau til den gode oplevelse,” siger direktør i Small Danish Hotels, Jørgen Christensen.

 

Årets Hotel blev lanceret af Small Danish Hotel i 2016. Udover at være et skulderklap, tjener prisen også som et troværdigt pejlemærke for nye gæster, fordi den er skænket af danskere, der så at sige selv har testet varen. Og indtil videre ser det ud til at virke for den rødmalede kro sydøst for Haderslev, der i øvrigt har været kro siden 1767.  

 

 

Om Small Danish Hotels

Small Danish Hotels er en frivillig landsdækkende kæde med håndplukkede hoteller, kroer, slotte og herregårde, hvor nøgleordene er den personlige betjening og det gode værtskab. Hotellerne ejes og drives af selvstændige hotelejere, slotsfruer og krofædre. Small Danish Hotels tilbyder unikt dansk gæstgiveri på kongelige privilegerede kroer, eventyrlige oplevelser i historiske og naturskønne omgivelser på slotte og herregårde, trendy boutique- og cityhoteller samt klassiske hoteller ved land, vand og by landet over. For mere information: www.smalldanishhotels.dk  

  • Elite-mærkaten
  • Small Danish Hostels
  • Julemærkehjem