Agerskov Kro og Hotel kåret…

Danskerne har kåret Årets Hotel

For første gang nogensinde har gæsterne hos Small Danish Hotels kåret Årets Hotel. Hotellet vinder blandt andet for fremragende værtsskab og tårnhøj anbefalelsesværdighed.

Landets mest anbefalelsesværdige hotel ligger i Sønderjylland. Det står klart efter gæster fra Small Danish Hotels har udpeget Agerskov Kro og Hotel som det sted, de helst ville anbefale andre, og dermed som Årets Hotel. Prisen overrækkes udelukkende på baggrund af gæsternes vurdering, og derfor er der tale om en brugerpris. 

 “Det giver prisen en særlig pondus, at det er hotelgæsterne selv, og ikke et eller andet branchepanel, der kårer vinderen. Gæsterne vurderer hotellerne ud fra en række kategorier som modtagelse, værtsskab og restaurantoplevelse, så derfor er det en prestigefuld pris at vinde,” siger Jørgen Christensen, der er direktør hos Small Danish Hotels – landets største kæde af hoteller.

Samme hotelkæde står bag lanceringen af Årets Hotel, der netop er blevet overrakt på Small Danish Hotels’ årlige generalforsamling. Demed har prisen fået sin debut, og ifølge Jørgen Christensen har den først og fremmest til formål at sætte fokus på gæstekvalitet samt at hylde de driftige kro- og hotelejere, der fra gæsternes perspektiv, gør det bedst.  

“Der findes nogle perler i det danske hotellandskab, og de holdes i live takket være en beundringsværdig, daglig indsats, som i den grad fortjener et skulderklap. Samtidig er kåringen et nyttigt pejlemærke for folk, der leder efter et godt sted at tage på hotelophold, fordi det er andre hotelgæster, der har anbefalet det ud fra egne oplevelser,” siger han.

Agerskov Kro og Hotel vandt sidste år Oplevelsesprisen 2015 i kategorien ‘Ophold’, og med Small Danish Hotels’ pris for Årets Hotel som fornem tilføjelse, skulle blækket fra danskernes blåstempling ikke være sådan lige at tørre af. Foruden en høj anbefalelsesværdighed begrunder gæsterne valget med hotellets høje niveau inden for værtsskab, service og gastronomi.